| |
Danish Bible |   | |
 |
| |
| | Hbr 12:1 | Derfor lader også os, efterdi vi have så stor en Sky af Vidner omkring os, aflægge enhver Byrde og Synden, som lettelig hilder os, og med Udholdenhed gennemløbe den foran os liggende Bane,
| |
| | Hbr 12:2 | idet vi se hen til Troens Begynder og Fuldender, Jesus, som for den foran ham liggende Glædes Skyld udholdt et Kors, idet han ringeagtede Skændselen, og som har taget Sæde på højre Side af Guds Trone.
| |
| | Hbr 12:3 | Ja, tænker på ham, som har udholdt en sådan Modsigelse imod sig af Syndere, for at I ikke skulle blive trætte og forsagte i eders Sjæle,
| |
| | Hbr 12:4 | Endnu have I ikke stået imod indtil Blodet i eders Kamp imod Synden,
| |
| | Hbr 12:5 | og I have glemt Formaningen, der jo dog taler til eder som til Sønner: "Min Søn! agt ikke Herrens Tugtelse ringe, vær heller ikke forsagt, når du revses af ham;
| |
| | Hbr 12:6 | thi hvem Herren elsker, den tugter han, og han slår hårdelig hver Søn, som han tager sig af."
| |
| | Hbr 12:7 | Holder ud og lader eder tugte; Gud handler med eder som med Sønner; thi hvem er den Søn, som Faderen ikke tugter?
| |
| | Hbr 12:8 | Men dersom I ere uden Tugtelse, hvori alle have fået Del, da ere I jo uægte og ikke Sønner.
| |
| | Hbr 12:9 | Fremdeles, vore kødelige Fædre havde vi til Optugtere, og vi følte Ærefrygt; skulde vi da ikke meget mere underordne os under Åndernes Fader og leve?
| |
| | Hbr 12:10 | thi hine tugtede os for nogle få Dage efter deres Tykke, men han gør det til vort Gavn, for at vi skulle få Del i hans Hellighed.
| |
| | Hbr 12:11 | Al Tugtelse synes vel, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den til Gengæld dem, som derved ere øvede, en Fredens Frugt i Retfærdighed.
| |
| | Hbr 12:12 | Derfor, retter de slappede Hænder og de lammede Knæ,
| |
| | Hbr 12:13 | og træder lige Spor med eders Fødder, for at ikke det lamme skal vrides af Led, men snarere helbredes.
| |
| | Hbr 12:14 | Stræber efter Fred med alle og efter Helliggørelsen, uden hvilken ingen skal se Herren;
| |
| | Hbr 12:15 | og ser til, at ikke nogen går Glip af Guds Nåde, at ikke nogen bitter Rod skyder op og gør Skade, og de mange smittes ved den;
| |
| | Hbr 12:16 | at ikke nogen er en utugtig eller en vanhellig som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret.
| |
| | Hbr 12:17 | Thi I vide, at han også siden, da han ønskede at arve Velsignelsen, blev forkastet (thi han fandt ikke Rum for Omvendelse), omendskønt han begærede den med Tårer.
| |
| | Hbr 12:18 | I ere jo ikke komne til en håndgribelig og brændende Ild og til Mulm og Mørke og Uvejr,
| |
| | Hbr 12:19 | og ikke til Basunens Klang og til en talende Røst, hvorom de, der hørte den, bade, at der ikke mere måtte tales til dem.
| |
| | Hbr 12:20 | Thi de kunde ikke bære det, som blev påbudt: "Endog om et Dyr rører ved Bjerget, skal det stenes".
| |
| | Hbr 12:21 | Og - så frygteligt var Synet - Moses sagde: "Jeg er forfærdet og bæver."
| |
| | Hbr 12:22 | Men I ere komne til Zions Bjerg og til den levende Guds Stad, til det himmelske Jerusalem og til Englenes Titusinder i Højtidsskare
| |
| | Hbr 12:23 | og til de førstefødtes Menighed, som ere indskrevne i Himlene, og til en Dommer, som er alles Gud, og til de fuldkommede retfærdiges Ånder
| |
| | Hbr 12:24 | og til den nye Pagts Mellemmand, Jesus, og til Bestænkelsens Blod, som taler bedre end Abel.
| |
| | Hbr 12:25 | Ser til, at I ikke bede eder fri for den, som taler. Thi når de, som bade sig fri for ham, der talte sit Guddomsord på Jorden, ikke undslap, da skulle vi det meget mindre, når vi vende os bort fra ham, der taler fra Himlene,
| |
| | Hbr 12:26 | han, hvis Røst dengang rystede Jorden, men som nu har forjættet og sagt: "Endnu een Gang vil jeg ryste, ikke alene Jorden, men også Himmelen."
| |
| | Hbr 12:27 | Men dette "endnu een Gang" giver til Kende, at de Ting, der rystes, skulle omskiftes, efterdi de ere skabte, for at de Ting, der ikke rystes, skulle blive.
| |
| | Hbr 12:28 | Derfor, efterdi vi modtage et Rige, som ikke kan rystes, så lader os være taknemmelige og derved tjene Gud til hans Velbehag, med Ængstelse og Frygt.
| |
| | Hbr 12:29 | Thi vor Gud er en fortærende Ild.
| |
